Smukke italienske sange og spændende historier.
Denne koncert er for alle der elsker Italien, italienske tenorer og italienske sange og arier.
Samtidig er det også for dem, der holder af at høre en god historie og jeg elsker at fortælle historier.
Koncerten og de italienske sange bliver bundet sammen af historier med rod i mine italienske rødder. Som en familie krønike der bliver fortalt med varme og humor.
Min italienske far kendte familiens historie som den var blevet fortalt gennem generationer fra forældre til deres børn. Og sådan blev den overleveret mig. Fra far til søn. Jeg optog på kassettebånd, lyttede og filmede mens han fortalte om tidligere tider og tilføjede sine egne historier. Det blev til et hav af historier og anekdoter om kærlighed, drama og en forsvunden skat. Om familiens storhed og fald og et farverigt persongalleri fra 1700 tallets Italien frem til dramatiske oplevelser under Anden Verdenskrig og emigration til Argentina.
Da jeg begyndte at optræde med italienske sange faldt det mig naturligt, og som en mulighed, at kombinere sangene med historier hentet i mine farverige italienske rødder.